Spørgsmål indkommet på hjemmesiden 19/11-2013

 

Goddag

Vi er et par på 27 år som bor sammen på 5. år.

X har købt huset selv og betaler også selv udgifterne til huset, så som forsikring, lån, strøm og vand. Vi har for to år siden købt nye vinduer til huset, som jeg Y også har betalt til. Nu er vi igang med at renovere vores første sal. Vi ved endnu ikke hvordan afbetaling skal forgår. Jeg Y er lidt i tvivl om, hvad der sker, hvis jeg putter penge i lånet til huset og renovering, og vi engang skulle gå fra hinanden.

Da vi for 4 år siden flyttede sammen i huset, solgte jeg mine møbler og købte nye, som X betalte. Vi har i den tid, vi har boet sammen, købt ting sammen, men ikke bidt mærke i, hvem der har betalt hvad. Hvordan er jeg Y stillet, hvis vi bliver uvenner og går fra hinanden? Kan X bare smide mig ud, og jeg så ikke ejer andet ind mit tøj? Selv om jeg har puttet penge i hus og lån med mere?

Og vis vi engang bliver gift og skulle blive skilt igen, deler vi så halv halv eller hvordan?

Og hvad sker der når én af os dør?

Hilsen X og Y

 

Svar afsendt til oplyst email 20/11-2013
 
Hej Y
 
Der er naturligvis mange detaljer i sådan et samliv, som kan være afgørende for, hvordan man ser på det, så jeg vil besvare dit spørgsmål ved at fortælle om de grundlæggende regler:
 
Når man ”blot” er samlevende, så har man som udgangspunkt intet ansvar for hinanden, og man ejer hver især sit og hæfter for sin egen gæld.
Det betyder, at hvis man en dag går fra hinanden, så må man finde ud af, hvem der ejer hvad, f.eks. ved at se, hvis navn det er købt i, og så har den person ret til tingen. Hvis der er ting, som man ejer fælles (f.eks. gaver man har fået i fællesskab), så må man finde en løsning på opdelingen af det, f.eks. ved at den ene køber den andens halvdel.
Når man skal finde ud af, hvem drejer hvad, så vil man tage udgangspunkt i, hvad der kan dokumenteres. Købekontrakter med navn på vil derfor være afgørende, og på hus og bil vil tinglysningen også kunne spille ind.
 
Hvis man i sådan et forhold vælger at give nogle penge til den anden, f.eks. ved at betale (delvist) for nye vinduer i hans hus, så har man ingen sikkerhed for, at man får de penge igen, hvis ikke man kan dokumentere det, for huset er jo hans og dermed også vinduerne i det. Derfor råder vi i den slags situationer altid til, at hvis man overfører penge til hinanden (på den ene eller den anden måde), så bør man oprette et gældsbrev på det, så man har en kvittering for et lån, som den anden så skylder én. I dagligdagen vil det jo ikke gøre nogen forskal, men HVIS man så en dag går fra hinanden, så kan man via disse gældsbreve få sin ”investering” tilbage igen. Det gælder selvfølgelig på samme måde, hvis du løbende (hver måned) betaler en del af afdragene på lånene i hans hus - sørg for at få lavet et gældsbrev på det, hvis du på den måde er med til at betale til hans friværdi.
 
Hvis du har solgt dine møbler (og f.eks. sat pengene ind på din konto), og X har købt nye møbler for sine egne penge, så tilhører møblerne X, uanset, hvad der så er sket med dine penge i mellemtiden.
Når huset er X's, så kan han selvfølgelig også bestemme, hvem der må bo i det, så ja, han kan principielt smide dig ud fra den ene dag til den anden, og det, du har ret til at tage med dig, det er det, som du selv ejer. Hvis du kan dokumentere, at du har betalt mange penge til X's hus, så kan du evt. efterfølgende lægge sag an mod ham for at få dine penge igen.
 
Mit råd er at I får et overblik over, hvem, der ejer hvad, og så får lavet en form for opgørelse over, hvad I hver især skylder hinanden, fordi I har betalt til den andens ting gennem jeres tid sammen. Det beløb kan i så skrive et gældsbrev på og så sørge for fremover at opdatere det f.eks. hvert halve år. Vi er selvfølgelig gerne behjælpelige med at lave sådan et gældsbrev.
 
Hvis I bliver gift og derefter skilt, så er hovedreglen, at hver ægtefælles formue skal opgøres, og hvis den er positiv, så skal man dele den ligeligt med ægtefællen. Med andre ord, hvis du og X bliver gift og derefter skilt, og det eneste, I ejer, er hans hus, som har en friværdi på 500.000 kr., så skal han betale 250.000 kr. til dig i forbindelse skilsmissen (og så beholder han huset).

Når én af jer dør, så er I som samlevende IKKE automatisk arveberettigede efter hinanden, og det er derfor nødvendigt, at I får lavet et testamente, hvis I vil sikre hinanden i den situation. Ægtefæller har derimod arveret efter hinanden efter loven.
 
Jeg håber, at du kan bruge mine svar. Du er selvfølgelig altid velkommen til at ringe eller skrive, hvis der er andet jeg kan hjælpe med.
 
 
Skrevet af Brian Jacobsen Publiceret: Onsdag, 20. november 2013 00:00

 

 

 

 

Majsmarken 1, 7190 Billund

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

John Tranums Vej 25, 6705 Esbjerg Ø

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Nupark 47, 7500 Holstebro

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Birk Centerpark 24, 7400 Herning

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Advokatanpartsselskab