Skrevet af Ørn Bergmann

 

A var ansat som traktorfører hos X (maskinstation) og arbejdede i årene 2010-13 mere end 48 timer ugentligt i gennemsnit i 32 referenceperioder (4-måneders perioder). A's arbejdstid varierede og udgjorde i 2010 gennemsnitligt 50,91 timer pr. uge, og han havde i 2010 i den 4-måneders periode, hvor han arbejdede mest, arbejdet 57,99 timer. I de øvrige år var de tilsvarende tal henholdsvis 51,44 og 61,17 timer (2011), 53,27 og 61,47 timer (2012) og 53,40 og 65,48 timer (2013). Efter ansættelsesforholdets ophør krævede A godtgørelse efter § 8, stk. 1, jf. § 4 i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet i anledning af overskridelsen af lovens 48-timers grænse. 

 

For Højesteret angik sagen alene størrelsen af den godtgørelse, der skulle tilkendes A. 

 

Højesteret bemærkede, at arbejdstidsdirektivets bestemmelser om en maksimal ugentlig arbejdstid har til formål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, og at godtgørelsen ikke er en kompensation for et økonomisk tab, men en godtgørelse for den særlige arbejdsbelastning, som overskridelsen af 48-timers grænsen indebærer. 

 

Højesteret fandt, at en godtgørelse for overskridelse af 48-timers grænsen som udgangspunkt bør udmåles til 25.000 kr., medmindre der er særlige holdepunkter for at gå op eller ned.

 

Om den konkrete sag henviste Højesteret til, at A gentagne gange inden for en flerårig periode havde arbejdet ud over lovens 48-timers grænse og i flere referenceperioder arbejdet betydeligt over grænsen. Han udførte overarbejdet efter eget ønske og modtog fuld betaling herfor. Under hensyn til de omfattende og gentagne overskridelser af 48-timers grænsen tiltrådte Højesteret, at godtgørelsen til A var fastsat til 50.000 kr. 1

 

Forklaringer

 

Den ansatte A har forklaret, at han den 1. juli 2008 blev ansat som traktorfører hos maskinstation X, alt således som det fremgår af ansættelseskontrakt med senere tillæg. Arbejdet var meget sæsonpræget, og navnligt i februar/marts måned samt i høsten og om efteråret kunne der være flere uger, hvor der blev arbejdet rigtigt mange timer. 

 

X var den, der pr. telefon eller om morgenen gav besked om, hvor han og de mange andre ansatte skulle hen og udføre en given arbejdsopgave. De ansatte kunne herefter mere eller mindre frit selv bestemme, hvornår de mødte og hvor mange timer, de arbejdede pr. dag, blot opgaven blev løst indenfor en fastsat frist. Han og de andre ansatte startede ofte før kl. 07.30 og fortsatte til længe efter kl. 17.00, hvis arbejdet hos kunden kunne gøres færdig den pågældende dag. Han følte det vanskeligt at sige nej til overarbejde, idet han så ville blive betragtet som »en kylling« af de andre i branchen. Af samme årsag havde han aldrig afvist eller vægret sig ved overarbejde, medmindre han skulle til begravelse eller noget andet uopsætteligt. Efter han´s opfattelse »var det nok fyringsgrund«, hvis han nægtede at arbejde mere end de aftalte 42,5 timer om ugen og/eller fastholdt den daglige arbejdstid. Foruden ham var der mellem 9 og 12 andre ansatte. Disse arbejdede lige så meget som han selv og nogle få endda endnu mere. Hvis der har været travlt i foråret eller omkring høsten har han flere gange arbejdet i weekend'en og på tidspunkter, hvor man normalt holder sommerferie. Han har aldrig nægtet dette, ligesom han ej heller på noget tidspunkt har fået afslag på at holde f.eks. 2-3 ugers sommerferie. Selv om han arbejdede mange timer, har han på et tidspunkt spurgt X om tilladelse til at køre lastbil for »i - - -«, men dette skulle alene været i »de stille perioder«, hvor han ikke tjente så meget. På grund af uenighed omkring han’s ønske om en pensionsordning, ophørte ansættelsesforholdet i slutningen af 2013 eller begyndelsen af 2014. 

 

Han fik umiddelbart efter ansættelse hos en lignende virksomhed, hvor man dog alene udfører landbrugsarbejde. Den ugentlige arbejdstid er her 37,5 timer og maksimalt 48,3 timer også i forårs- og efterårssæsonen.

 

X har forklaret, at han i de seneste cirka 18 år har drevet den entreprenør- og maskinstation i - - -. Han har 9-10 fastansatte personer, der alle har de samme ansættelsesvilkår og kontrakter som A. I sagens natur er arbejdet meget sæsonpræget, og navnligt om foråret samt i høsten og/eller om efteråret, er der ofte meget lange arbejdsdage. Han uddeler de forskellige arbejdsopgaver, hvorefter de ansatte nogenlunde frit kan tilrettelægge arbejdets udførelse indenfor den tid, der er aftalt med kunden. Han har også mange afløsere, som han trække på, hvis de fastansatte vil holde ferie eller ikke ønsker at arbejde mere end de aftalte 42,5 timer pr. uge. A var lige fra begyndelsen »helt vild« med at få så meget arbejde som muligt, og af samme årsag var han altid klar til at tage nogle ekstra timer, hvis han blev spurgt. Selvom A ofte havde mange arbejdstimer, henvendte A sig på et tidspunkt i januar/februar måned til X og spurgte, om han i lavsæsonen kunne få tilladelse til også at køre lastbil for en anden arbejdsgiver. For X var det sådan, at »jo mere der var at lave, jo bedre«. At A efter nogle års ansættelse hos X sagde op og fik andet arbejde skyldes alene, at han hos den nye arbejdsgiver kunne få mere i løn.

 

Byrettens begrundelse og afgørelse

 

Det er under sagen ubestridt, at A gentagende gange under sin ansættelse hos X har haft en gennemsnitlig arbejdstid, der i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder i væsentlig grad har oversteget 48 timer inkl. overarbejde.

 

Maskinstationen findes herved at have krænket den ansattes rettigheder i henhold til arbejdstidsdirektivets § 4.

 

Den ansatte findes af samme årsag, og i medfør af direktivets § 8, stk. 1, at være berettiget til en godtgørelse, der efter en samlet vurdering fastsættes til 15.000 kr.

 

Sagen blev anket til Landsretten som stadfæstede dommen og forhøjede beløbet til kr. 50.000,00.

 

Sagen blev anket til Højesteret som traf følgende dom.

 

Højesterets begrundelse og resultat

 

Efter § 4 i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet må en lønmodtagers gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder ikke overstige 48 timer inklusive overarbejde. Efter lovens § 8, stk. 1, kan en lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til loven er krænket, tilkendes en godtgørelse.

 

Sagen angår for Højesteret, hvor stor en godtgørelse A skal tilkendes i henhold til § 8, stk. 1.

 

Det fremgår af arbejdstidsdirektivet, at dets bestemmelser om en maksimal ugentlig arbejdstid har til formål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.

 

Arbejdstidsdirektivet - som er en udspringer af et EU-direktiv -  giver mulighed for, at en medlemsstat under visse nærmere betingelser kan undlade at gennemføre forbuddet mod, at arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdstid i en 4-måneders periode overstiger 48 timer pr. uge, hvis arbejdstageren har samtykket i at udføre arbejde ud over denne grænse. Denne mulighed er ikke benyttet i den danske gennemførelseslov.

 

Godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1, i anledning af overskridelse af 48-timers grænsen i lovens § 4 er ikke en kompensation for et økonomisk tab, men en godtgørelse for den særlige arbejdsbelastning, som overtrædelsen af § 4 indebærer.

 

Højesteret finder, at godtgørelse i medfør af lovens § 8, stk. 1, ved overtrædelse af lovens § 4 som udgangspunkt bør udmåles til 25.000 kr., medmindre der er særlige holdepunkter for at gå op eller ned.

 

Formildende omstændigheder, der taler for at udmåle en godtgørelse under 25.000 kr. eller i særlige tilfælde ingen godtgørelse, kan f.eks. være, at overskridelsen af 48-timers grænsen er bagatelagtig, eller at der i øvrigt er tale om en enkeltstående, tilfældig eller undskyldelig overskridelse, og arbejdsgiveren straks har taget skridt til at undgå gentagelser.

 

Skærpende omstændigheder, der taler for at udmåle en godtgørelse på over 25.000 kr. og op til 50.000 kr., kan f.eks. være, at overskridelsen af 48-timers grænsen har et meget betydeligt omfang eller i øvrigt er foregået i flere eller længere perioder. Det kan også tale for at udmåle en godtgørelse på over 25.000 kr., hvis lønmodtageren har fået pålæg om at arbejde ud over 48-timers grænsen, eller arbejdsgiveren har truet med afskedigelse, hvis lønmodtageren ikke ville udføre sådant arbejde. Det samme gælder, hvis lønmodtageren ikke har fået betaling for overarbejdet. I ganske særlige tilfælde, f.eks. hvis der foreligger flere forskellige skærpende omstændigheder, kan der udmåles en godtgørelse på over 50.000 kr.

 

Som ovenfor anført arbejdede A gentagne gange inden for en flerårig periode ud over lovens 48-timers grænse, og i flere referenceperioder arbejdede han betydeligt ud over grænsen. Han udførte dette overarbejde efter eget ønske og har modtaget fuld betaling herfor.

 

Under hensyn til de omfattende og gentagne overskridelser af 48-timers grænsen tiltræder Højesteret, at godtgørelsen til A er fastsat til 50.000 kr.

 

Seneste nyt fra TELLUS

 

Majsmarken 1, 7190 Billund

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

John Tranums Vej 25, 6705 Esbjerg Ø

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Nupark 47, 7500 Holstebro

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Birk Centerpark 24, 7400 Herning

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Advokatanpartsselskab