Udskriv
Skrevet af Jacob Carl
Publiceret: Mandag, 12. Februar 2018

Et gavekort er i juridisk forstand en kvittering for en forudbetaling, som butiksindehaveren skal opfylde på et senere tidspunkt. På samme måde som et tilgodebevis, du får ved returnering af en vare.

 

Du skal læse det, der står med småt!

 

Udgangspunktet er, at forbrugerens krav på at få varer for beviset forældes efter 3 år. Dette er den almindelige forældelse efter loven, men der kan stå noget andet, og typisk en kortere frist, i gavekortet. Forretningerne må dog ikke udstede gavekort med en urimelig kort frist til indløsning, men der er ingen skrevne regler for, hvor lang frist der skal være. Spørg dig for, når du køber gavekortet.

 

Husk på, at har du et gavekort, eller fået et tilgodebevis, så har du ikke krav på at få det byttet til kontanter. Hvis forretningen ikke vil udbetale, kan du kun indløse beviset ved at købe varer for beløbet, uanset om de så ikke har en vare, du kunne tænke dig.

 

Skifter butikken ejer eller går konkurs, er værdien som udgangspunkt tabt. En ny ejer er ikke forpligtet til at indløse gavekort og tilgodebeviser, der er udstedt af en tidligere ejer. Går forretningen konkurs, må du anmelde kravet i konkursboet, og der vil sjældent være penge til indfrielse af gavekort.

 

Elektroniske gavekort kan du få udbetalt op til et år efter, gavekortet er udløbet. Elektroniske gavekort er f.eks. plastikkort med magnetstribe eller gavebeviser, der er modtaget via mail eller sms.

 

Reglen gælder, selvom virksomheden f.eks. har skrevet bag på det plastikkort, der bliver udleveret til forbrugeren, at beløbet ikke kan udbetales i kontanter.

 

Det er dog altid en god idé at få brugt et gavekort, eller tilgodebevis, så hurtigt som muligt.