Det kan anbefales at tegne en ejerskifteforsikring, men inden du skriver under på ejerskifteforsikringen, bør du læse med her.

Tilstandsrapporten er en forudsætning for, at du kan tegne en ejerskifteforsikring.

Det er en byggesagkyndig, der laver rapporten. Den byggesagkyndige vurderer dét, man kan se med det blotte øje. Det vil sige, at den byggesagkyndige ser det samme, som du og alle andre kan se, men på grund af uddannelse og baggrundsviden ved den byggesagkyndige, hvad der skal kigges efter og kan derfor bedre gennemskue eventuelle bygningsmæssige problemer.

Den byggesagkyndige skal ikke foretage, hvad der kaldes destruktive indgreb. Han skal altså ikke lave indgreb på bygningen for at undersøge, om der er fejl, som ikke kan ses med det blotte øje. Det er, med andre ord, de synlige fejl, den byggesagkyndige kigger efter. Skulle der være skjulte fejl ved boligen, er det netop der, ejerskifteforsikringen skal dække. 

 

 Hvad er en ejerskifteforsikring? 

En ejerskifteforsikring kan dække skjulte skader, som ikke er nævnt i f.eks. tilstandsrapporten. 

Som sælger opnår du, at du fraskriver dig sælgeransvaret. Som sælger har du et 10-årigt ansvar for de skader, fejl og mangler, der måtte være i huset, før salget.

Det betyder ikke, at du som sælger fraskrives alle forhold, da du som sælger stadig har pligt til at informere, ligesom du ikke må fortælle noget forkert eller fortie oplysninger, der kan være relevante for en køber af ejendommen.

Det er sælger, der kan sørge for, at der tegnes en ejerskifteforsikring. Forudsætningen er, at sælger har fået udarbejdet en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport, et tilbud på tegning af ejerskifteforsikring og en erklæring fra sælger, at hvis køber ønsker at tegne, så betaler sælger halvdelen af omkostningerne til den billigste dækning.

Ejerskifteforsikringen dækker kun skader, der ikke er nævnt i rapporterne, og som ikke er dækket af den almindelige husforsikring.

Generelt er der forskel på dækningen af de forskellige ejerskifteforsikringer, og som kunde skal du være meget opmærksom på forbehold i forsikringstilbuddene, da det giver huller i dækningen. Mit råd er derfor, at du får en uvildig med viden på området til løbe tilbuddene igennem, inden du vælger, hvor du vil tegne forsikring.

 

Hvad kan du som køber bruge ejerskifteforsikringen til? 

Det er frivilligt for køber at tegne en ejerskifteforsikring, men de fleste rådgivere anbefaler, at køber tegner forsikringen.

Ejerskifteforsikringen kan nemlig dække, hvis det viser sig, at der er skader, fejl og mangler i huset, som ikke er omtalt i tilstandsrapporten eller i elinstallationsrapporten. 

Som køber overtager du risikoen for fejl og skader, som er opstået, før du overtog huset. Eventuelle fejl og skader vil derfor ikke være dækket af den almindelige husforsikring, men skal, uden ejerskifteforsikring, dækkes af sælger. 

Det kan være en besværlig proces som huskøber at skulle redegøre for de skader og mangler, der var på huset, før salgspapirerne blev underskrevet, og ofte vil det være umuligt at få dem dækket. Er der tale om en konstruktionsfejl, kan du endvidere risikere at skulle kræve udbedringerne dækket af tidligere ejerled, idet kravet bagud forældes på 10 år. 

Vælger du at tegne en ejerskifteforsikring, skal den være tegnet, inden du overtager nøglerne til huset. 

Du kan kun tegne en ejerskifteforsikring, hvis sælger har tilbudt det. 

 

Hvad dækker en ejerskifteforsikring ikke?

En almindelig ejerskifteforsikring dækker kun forhold, der er i bygningen. Alt, hvad der befinder sig udenfor soklen og murene dækkes ikke. 

Ejerskifteforsikringen dækker ikke forhold, som er omtalt i enten tilstandsrapporten eller i elinstallationsrapporten. Selv om forholdet blot har en karakter K1, vil en eventuel skade ikke blive dækket. Forhold som kan forventes i en bolig med en vis alder, vil ikke blive dækket. F.eks. vil en fugtig kælder i et hus fra 40’erne aldrig blive dækket. Det er helt almindeligt, at der er fugt i en sådan kælder. 

 

Majsmarken 1, 7190 Billund

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

John Tranums Vej 25, 6705 Esbjerg Ø

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Nupark 47, 7500 Holstebro

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Birk Centerpark 24, 7400 Herning

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Advokatanpartsselskab