Udskriv
Skrevet af Ellen Marie Kaae
Publiceret: Mandag, 7. December 2015

I 2008 blev reglerne om tvangsarv til børn ændret, sådan at tvangsarven nu er 1/16 af et ægtepars fællesbo, hvor den før var 1/6.


Når vi står med et testamente, som er oprettet før 2008, og hvor dødsfaldet er sket efter 2008, opstår spørgsmålet: Er barnets tvangsarv  1/6 som reglerne var ved testamentets oprettelse, eller 1/16 som reglerne er nu?


Domstolene har haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet i et par sager – f.eks. denne her fra 2010:


Et ægtepar, der ikke havde fælles børn, men hver havde et barn fra tidligere, havde i 1994 oprettet testamente. De bestemte, at længstlevende så vidt muligt skulle sidde i uskiftet bo. Hvis den førstafdødes barn ikke ville give tilladelse til det, skulle barnet ”alene have sin tvangsarv”.


Manden døde i 2008. Hans søn ville ikke give enken tilladelse til at sidde i uskiftet bo. Han skulle så kun have sin tvangsarv – men var det nu 1/6 som reglerne var ved testamentets oprettelse, eller 1/16 som reglerne var ved mandens død?


Skifteretten og Vestre Landsret nåede frem til, at det var 1/16. Begrundelsen var, at det havde været ægtefællernes ønske at sikre hinanden bedst muligt, at man havde ønsket at lægge maksimalt pres på den afdødes barn for at give tilladelse til uskiftet bo, og at der ikke var holdepunkter for, at den afdøde havde tillagt sønnens arveret efter de gamle regler betydning.


Hvad kan vi lære af sagerne?
Udgangspunktet for bedømmelsen er, at den, der laver testamente, har fokus på de regler, der gælder ved oprettelsen. Hvis loven ændres, kan man ikke uden videre antage, at opretteren har ønsket, at testamentet skal ”følge med over på de nye regler” – det vil normalt kræve, at man laver nyt testamente.


Men i denne sag gik det modsat – og det skyldes, at det lykkedes den længstlevende at bevise, at ægtefællerne ønskede at give hinanden mere, hvis loven åbnede mulighed for det. Derimod var der ikke noget konkret, der pegede på, at opretteren har ønsket at sikre barnet den mindstearv, som den gamle lov foreskrev.


Ud fra sagen må man nok konkludere, at tvangsarv som udgangspunkt betyder tvangsarv efter reglerne på det tidspunkt, hvor testamentet blev oprettet. Men det vil være rimelig let at bevise, at et ægtepar eller samlevende par har ment den mindst mulige tvangsarv – dvs. efter de nye regler.


Hvis man vil undgå en retssag med den andens børn, er det en god idé at få efterset sit testamente og få taget stilling til, om det kan gøres bedre og klarere efter den nye lov. Har man ikke fået testamentet rettet til, skal man dog ikke uden videre give op. Der kan sagtens være forhold uden for testamentet, som sikrer, at det alligevel er den nye lov, der skal bruges.