Når en person driver selvstændig virksomhed, som efterhånden ikke går så godt, opstår bekymringen: Kan kreditorerne komme efter min ægtefælles formue?

 

Særhæften

Svaret på ovenstående spørgsmål er som udgangspunkt NEJ. Hver ægtefælle hæfter efter loven for sine egne gældsposter, og man hæfter ikke for hinandens gæld.

Der er dog en række undtagelser til denne regel.

 

SKAT

En ægtefælle hæfter for den andens personlige skatter, så længe samlivet består. Hæftelsen bortfalder, i det øjeblik ægtefællerne har ophævet samlivet og er flyttet hver for sig. De behøver altså ikke at være blevet separeret eller skilt. Hæftelsen bortfalder også, når den ene af ægtefællerne er død.

 

Kaution

En ægtefælle kan have påtaget sig at hæfte for den andens gæld ved positivt at skrive under på det – f.eks. ved en kaution overfor banken. Denne underskrift er man bundet af.

 

Bodeling

Når et ægteskab ophører ved separation, skilsmisse eller død, skal der foretages en deling af formuen, hvis der er fælleseje i ægteskabet. Delingen foregår på den måde, at hver ægtefælle opgør sin formue. En ægtefælle, som har en positiv formue, skal dele den med den anden ægtefælle. En ægtefælle, som har negativ formue, kan og skal ikke dele, men må selv kæmpe med at få sin gæld ud af verden.

Delingen medfører altså, at den ægtefælle, der har positiv formue, kommer til at aflevere halvdelen af sin formue til den anden (og hans kreditorer), uden at få noget igen.

En måde at undgå dette på er at lave ægtepagt om særeje. Når der er særeje i et ægteskab, skal formuen ikke deles ved separation, skilsmisse eller dødsfald.

En ægtepagt er en skriftlig aftale mellem ægtefællerne, som skal tinglyses for at være gyldig.

 

Gaver

For at bringe aktiverne i ly for kreditorerne sker det, at en ægtefælle, som frygter et økonomisk sammenbrud, overdrager nogle af sine aktiver til den anden ægtefælle. F.eks. hus, sommerhus eller bil.

Hvis overdragelsen skal have gyldighed overfor kreditorerne, er der 2 muligheder:

Enten skal køberægtefællen give fuld pris for det, der overdrages. Det betyder, at prisen bør fastsættes af en sagkyndig. Derudover skal der være sket effektiv betaling, enten ved overførsel af beløb til sælgerægtefællen, eller ved at køberægtefællen overtager gæld, som sælgeren samtidig frigøres for.

Eller der skal være givet en gave ved tinglyst ægtepagt. Gaven skal være givet på et tidspunkt, hvor giverægtefællen er solvent, hvis den skal være beskyttet mod de kreditorer, som giveren havde på overdragelsestidspunktet. Overfor senere tilkomne kreditorer er det som regel nok, at gaven er givet senest 2 år før en konkurs.

Hvis en overdragelse ikke er sket korrekt, kan kreditorerne forlange at gaven – eller værdien af den – går tilbage til den økonomisk trængte ægtefælle.

 

Seneste nyt fra TELLUS

 

Majsmarken 1, 7190 Billund

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

John Tranums Vej 25, 6705 Esbjerg Ø

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Nupark 47, 7500 Holstebro

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Birk Centerpark 24, 7400 Herning

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Advokatanpartsselskab