Skrevet af Ellen Marie Kaae
Publiceret: Mandag, 16. Juni 2014

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad man skattemæssigt må, når man værdisætter en fast ejendom, der skal gå i arv.

 

Når arvinger overtager en ejendom fra et dødsbo, skal værdien sættes til ejendommens handelsværdi. Det er arvingerne, som skal spille ud overfor skattevæsenet med, hvilken værdi, de mener, ejendommen har.

 

Hvis arvingerne/boet sætter ejendommen til en pris, som afviger mindre en 15 % fra den offentlige ejendomsvurdering, skal Skat som hovedregel godkende værdien.

Hvis boet sætter en pris, som falder uden for disse rammer, kan Skat ændre værdien, hvis Skat mener, at boets værdiansættelse er forkert.  Boet kan så svare igen ved af forlange ejendommen vurderet af en mægler. Både Skat og arvingerne skal respektere det resultat, der kommer ud af mæglervurderingen.

 

Et tidligere eksempel

 

I et bo, som TELLUS Advokater behandlede, var den offentlige ejendomsværdi 650.000 kr. En af arvingerne i boet skulle arve ejendommen, og der opstod nu diskussion om, hvad prisen skulle være. Efter noget snak frem og tilbage blev arvingerne enige om, at ejendommens pris skulle sættes til 1 mio. kr.  Skat meddelte, at boets værdiansættelse faldt uden for rammerne på +/-15 % af den offentlige vurdering. Skat mente at ejendommen var værdiansat forkert og hævede værdien til 1,2 mio. kr. Det ville medføre en yderligere boafgift på 30.000 kr.

TELLUS Advokater forlangte herefter vurdering af ejendommen, og skifteretten udpegede en ejendomsmægler til at vurdere ejendommen. Der var efterhånden gået 1 år efter, at arvingen havde overtaget ejendommen, og han havde bygget en del om i mellemtiden. Arvingen havde derfor til vurderingsforretningen lavet en liste over de ombygninger, han havde lavet.

Der blev holdt vurderingsforretning, hvor arvingen og Skat deltog. Mægleren nåede frem til, at ejendommens værdi på overtagelsestidspunktet var 1 mio. kr. Da mægleren var nået til samme resultat, som arvingerne var blevet enige om, bestemte skifteretten, at Skat skulle betale ejendomsmæglerens salær.

 

Sagen viser, at man skal passe på med at fravige reglen om de 15 %. Selv om fravigelsen sker i opadgående retning, kan Skat forkaste den værdi, arvingerne har sat og forhøje værdien yderligere. Man kan selvfølgelig fra starten vælge at få en mægler til at fastsætte værdien, i så fald skal Skat acceptere den, selv om den falder uden for de +/-15 % af den offentlige vurdering.  Men boet er så også bundet af mæglernes vurdering, og en mæglervurdering sætter derfor snævre grænser for, hvad arvingerne efterfølgende kan aftale med hensyn til prisen på ejendommen.