Hvad må man, og hvad må man ikke, når det drejer sig om at give gaver?

 

Først vil jeg gerne slå fast, at man må give gaver til hvem man vil og lige så meget man vil. Men det har nogle skattemæssige konsekvenser – og det er dem, jeg vil se på her.

 

Du skal eje det, du giver

Her er der nogle ægtefolk, som kommer galt af sted.

 

Et eksempel: Mand og kone har 2 børn. De vil gerne give deres børn en stor afgiftsfri gave og ved, at de hver kan give godt 50.000 kr. afgiftsfrit til hvert barn. Manden overfører derfor 100.000 kr. fra sin konto til hvert af børnene. Han skriver i overførselsmeddelelsen: Gave fra far og mor. Hvad siger Skat nu til det?

 

De siger, at gaven kun er fra far, da den er overført fra hans konto. Der bliver derfor lagt gaveafgift på 15 % på det, som overstiger den afgiftsfrie bundgrænse.

 

Du skal slippe det, du giver

Rigtig mange har givet gaver på den måde, at de skriver et gældsbrev til gavemodtageren på, at de skylder gaven. Det gør giveren så hvert år gennem en årrække. Hvad siger Skat til det?

 

Skat siger, at gaverne ikke er reelt givet på de tidspunkter, hvor gældsbrevene skrives. Det sker først, når der sker effektiv betaling. Hvis giveren f. eks. indfrier ”gælden” i forbindelse med salg af sin ejendom, skal der betales gaveafgift af det beløb, som gældbrevene lyder på. Hvis gældsbrevene først indfries i forbindelse med giverens død, skal der betales boafgift af beløbet.

 

Du skal holde regnskab med arvingers gæld til dig

Mange forældre låner deres børn et stort beløb på én gang. Så eftergiver de børnene gælden i årlige ”portioner”, svarende til den afgiftsfrie gave. Dette bliver godkendt af Skat, HVIS der hvert år er ført regnskab med, hvad der er eftergivet, og der kan fremlægges dokumentation for det.

 

Du skal holde dig indenfor gaveafgiftsmiljøet

Loven om bo-afgift (inkl. afgift af gaver) indeholder en lang opremsning af, hvem der skal betale gaveafgift af gaver. Hvis du falder uden for listen, skal der i stedet betales almindelig indkomstskat. Gaveafgiftsreglerne hviler på enten et tæt familieskab eller på, at man har fælles bopæl og har haft det i en periode.

 

I en sag havde en mand i forbindelse med en samlivsophævelse overført 6 mio. kr. til sin tidligere samlever. Skats afgørelse blev, at da overførslen skete, efter at parret havde ophævet samlivet, skulle kvinden betale indkomstskat af beløbet. Hvis manden nu havde betalt, inden kvinden flyttede, kunne hun slippe med at betale gaveafgift på 15 %.

 

Du bør ikke give gaver til fjerne slægtninge – lav et testamente i stedet

Søskendebørn (nevøer og niecer) skal betale indkomstskat af de gaver du giver dem. Hvis du i stedet laver et testamente, hvor du indsætter dine søskendebørn til at arve, skal de betale boafgift på maksimalt 36,25 %. Og hvis du gerne vil lade dem få pengene allerede nu, kan du jo låne pengene ud til dem og skrive i testamentet, at de skal have gælden eftergivet, når du dør.

 

Du skal spørge os

Hvis du ønsker at være generøs og give en stor gave væk, så kontakt os altid for at høre , hvad du skal passe på i den givne situation.

 

Vi tager ikke penge for en kort oplysning om, hvad den konkrete situation indebærer, og hvis vi finder du af, at du bør lave f.eks. ægtepagt eller testamente i situationen, så aftaler vi naturligvis prisen for dette, inden vi går i gang.

 

Du kan se mere om beløbsgrænser og afgifter m.v. i vores tidligere artikel Sikring af gaver til dine børn.

Seneste nyt fra TELLUS

 

Majsmarken 1, 7190 Billund

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

John Tranums Vej 25, 6705 Esbjerg Ø

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Nupark 47, 7500 Holstebro

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Birk Centerpark 24, 7400 Herning

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Advokatanpartsselskab