Som arbejdsgiver har du ansvaret for, at den ansatte har ret til at arbejde i Danmark. Retten til at arbejde skal være givet, inden arbejdet påbegyndes.

 

Krav om opholds- og arbejdstilladelse for tredjelandsstatsborgere, herunder ukrainere:

 

Tredjelandsstatsborgere – det vil sige statsborgere i lande uden for EU/EØS og Schweiz – skal have en opholdstilladelse og i mange tilfælde også en arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark.

 

En arbejdstilladelse bliver typisk givet til arbejde for en bestemt arbejdsgiver, for et begrænset antal timer pr. uge og i en begrænset periode. Hvis arbejdsgiveren skiftes ud, er en tidligere udstedt tilladelse derfor højst sandsynligt ikke gyldig.

 

Som arbejdsgiver skal du være opmærksom på, at den ansatte ikke må påbegynde arbejdet uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse. Det er ikke nok, at ansøgning om tilladelse er indsendt.

 

Sådan sikrer du dig, at en kommende medarbejder har ret til at arbejde i Danmark:

 

Tredjelandsstatsborgere, der har ret til at arbejde i Danmark, får udstedt en opholdstilladelse i form af et opholdskort (et plastikkort i kreditkortformat). Opholdstilladelser udstedt før den 20. maj 2011 kan også være givet som en opholdssticker (et mærkat) indsat i personens pas.

 

Du skal være opmærksom på, at retten til at arbejde i Danmark ikke fremgår af et eSkattekort, et sundhedskort, eller en arbejdstilladelse udstedt i et andet land.

 

Som arbejdsgiver skal du tjekke følgende på opholdskortet/-stickeren:

  • At indehaveren er identisk med personen på kortet/passet
  • At opholdskortet er dansk og udstedt i Danmark
  • At ansættelsesperioden ligger inden for start- og udløbsdatoen på arbejdstilladelsen
  • At tilladelsen giver ret til at arbejde hos dig ved at sammenholde korttypen med de rettigheder, som typen giver.
    • Korttyper, der ikke giver ret til at arbejde ubegrænset:
       Type E: Ikke ret til at arbejde
       Type J, P, R: Ret til at arbejde i et specifikt job hos en bestemt arbejdsgiver
       Type Z: Ret til at arbejde maksimalt 15 eller 20 timer ugentligt hos en vilkårlig arbejdsgiver.

Konsekvenser af ulovligt arbejde


Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering gennemfører løbende kontrol af løn- og ansættelsesvilkår i tilknytning til udlændinges ophold i Danmark. Er vilkårene ikke overholdt, kan dette medføre alvorlige konsekvenser.
 
Konsekvenser for arbejdsgiveren
En arbejdsgiver, der beskæftiger en udlænding uden fornøden tilladelse eller i strid med tilladelsens betingelser, kan blive straffet med bøde – i størrelsesordenen 10.000 kr. - 20.000 kr. pr. ansat pr. påbegyndt måned! – eller fængsel i op til 2 år.


Konsekvenser for udlændingen
Udlændinge, der arbejder uden fornøden tilladelse, straffes med bøde og risikerer desuden at blive udvist af Danmark med indrejseforbud.


Vi hjælper dig gerne på vej

 

Hvis du er i tvivl, om en kommende medarbejder har ret til at arbejde hos dig, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 76 60 23 30 eller pr. mail på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Vi yder også bistand med at udforme ansættelseskontrakter samt søge om opholds- og arbejdstilladelser.

Majsmarken 1, 7190 Billund

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

John Tranums Vej 25, 6705 Esbjerg Ø

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Nupark 47, 7500 Holstebro

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Birk Centerpark 24, 7400 Herning

Tlf: 76 60 23 30

Email: sikkermail-tellus@tellus.dk

Advokatanpartsselskab